Skrev hun virkelig det?

Jeg har sendt i nærheden af 500 mails og pakker de seneste uger. Alle har de - på én eller anden måde - involveret strikkebogen.

Når man sender sit lille nye papir-barn ud i verden er det med en klump i halsen...

• Kan de overhovedet huske, at de engang sagde ja til at støtte projektet?

• Ej, gider de overhovedet høre mere fra mig?

• Mod de synes bogen er smuk?

• Gad vide om de overhovedet synes den er brugbar?

• Tænk, hvis det nu kun er mig der synes bogen er fed?

• Åh nej. De hader den! Jeg ved det bare!

• Har de mon bare sagt overbærende 'ja' til at modtage bogen, for ikke at såre mig?

Kender du det?

Det tror jeg alle, der nogensinde har skabt noget med sine hænder, gør.

Når vi skaber noget, der bærer så meget af OS SELV i hver lille detalje, hver lille maske, hvert lille ord...
... så bliver vi også ømme på en helt særlig måde.

Og selvfølgelig ved jeg jo - når jeg slår hjernen til - at jeg ikke er den eneste, der synes min bog er fed.
Men usikkerheden og overvejelserne vil altid være der.
Uanset om man har skrevet én bog - eller 15!

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er dét, der holder os skarpe.
Det er dét, der holder os kørende og giver os lyst til at skabe (os).

Vi vil gerne gøre det godt. I vores egne øjne OG i andres.
Vi vil gerne, at vores håndlavede skabninger bliver sendt ud og modtaget med kærlighed - derude i verden.

Så derfor bliver jeg simpelthen så glad og taknemmelig over at modtage en mail som den her:

Stolt. Og taknemmelig!!

For mig handler det nemlig om at få lov til at dele.
Dele kærligheden til håndværket.
Dele min viden med dem, der ønsker den.
Dele min glæde ved at skabe.

Og dele min stolthed og taknemmelighed over at få lov til at være en del af Christinas næste mange strikkede eventyr.

Og apropos dele... jeg har lavet en giveaway ovre på Instagram, hvor du kan vinde ikke mindre end TO eksemplarer af strikkebogen.
Én til dig - og én til din veninde.

Smut over og vær med - konkurrencen varer til på fredag: