Plantefarvning

Det tager typisk mindst 2 farvninger, når jeg farver garn til mine værker. Og ofte flere.

For hver farvning skal jeg først ud og sanke de rigtige planter, og bagefter forberede dem til gryden.
Så skal farvesuppen koges og filtreres, garnet skal gøres klar - og ofte skal garnet også bejdses først, inden det overhovedet er klar til at tage imod farve.
Når jeg har farvet første gang skal garnet vaskes og tørre lidt, så jeg kan se de rigtige nuancer.
Bagefter skal det have en tur mere, måske i den samme farve, måske i en helt ny farve - som jeg også først skal indsamle materialer til og gøre klargøre.

Du kan trygt regne med, at hvert eneste tekstilværk, der forlader mit værksted har været igennem mine hænder mindst 8 gange - og det er bare farveprocessen. Det kan sagtens tage mig flere uger at farve et værk, indtil jeg bliver helt tilfreds med resultatet.

Jeg farver ofte i store partier ad gangen, så jeg får brugt så meget af mit farvevand op som overhovedet muligt.
Det føles som et stort spild at kassere en god grydefuld farvesuppe, som jeg har brugt måske flere dage på at forfine, så jeg gør rigtig meget for at udnytte mine farvebade bedst muligt.

Jeg er vokset op med stærke kreative kvinder i mit liv - kvinder, som kartede, spandt, vævede og strikkede.

Et af mine stærkeste barndomsminder fører mig tilbage til en solrig sommerdag, hvor min bonusmor og hendes veninder satte de store farvegryder op ude i haven.
Den oplevelse at se dem trække de meste fantastikse, magiske, farvestrålende, funklende, dampende varme garn-bundter op af gryden - den følelse sidder stadig i mig!

TÆNK at der op af det smågrumsede vand med grenstumper i kom SÅ mange smukke og helt særlige farver?

Jeg var fortryllet. Jeg ville være som dem, tænkte jeg.
I lang, lang tid efter den dag i haven gik jeg og ‘trænede’ mine hænder, ved at holde dem under den brandvarme hane så lang tid jeg overhovedet kunne - for når de kunne stikker hænderne ned i de skoldhede farvegryder uden besvær, så blev jeg også nødt til at lære det…

I dag bruger jeg (fornuftige) handsker, når jeg håndterer det skoldhede garn - men den umiddelbare og meget spontane glæde over at se, hvordan farverne forandrer garnet, den er stadig præcis den samme.

Planterne jeg bruger i mine tekstilværker indsamler jeg rundt om i den smukke Østjyske natur. Enkelte dele køber jeg hos importører - især de helt røde og blå farver er ikke naturligt hjemhørende på disse egne.

Jeg farver og vasker alt mit garn i regnvand. Det gør jeg af to (faktisk 3) grunde;

Den ene er, at jeg kan blive helt afsindigt dårligt tilpas over at stå og fyre adskillige liter rent drikkevand af på at vaske mit garn. Det holder ikke!
Regnvand er desuden mere blødt, og det påvirker også farverne i mine gryder. Og så er det gratis, helt naturligt - og let tilgængelig.
Den sidste grund er næsten den bedste, ik?

Når man arbejder med naturen som sit primære værkstøj, så lærer man meget, meget hurtigt, hvem der egentlig bestemmer.

Naturen har sin helt egen vilje, og opfører sig lige så vildt, som man kunne forvente. Det er jo trods alt dens natur at være naturlig.
Min største opgave handler ikke om at forsøge at beherske naturen, men i langt højere grad om at gå med.

Hver sæson har sine farveplanter, og hver plante har sine egne små særheder, som man kun lærer gradvist at kende, hvis man er nysgerrig nok. Det er naturen, der viser mig vej - og bestemt ikke omvendt.

Den foranderlighed er kilde til konstant undren og ydmyghed hos mig, som jeg forsøger at oversætte og bringe med ind i mine værker.
Det er naturen selv, der definerer hvad der er muligt, og hvilke farver der står til min rådighed.
Jeg kan til stadighed blive forundret (og betaget), når der sker ting i mine gryder, som jeg ikke kunne forudse.

Jeg elsker processen, netop derfor!

For mig bliver det ved med at føles magisk at arbejde i så tæt samarbejde med naturen.

Jeg kan høste fra den samme plante, og alligevel få to forskellige nuancer ud af den.
Måske har den ene side af planten fået lidt mere sol end den anden? Måske er der lidt mere kalk i jorden? Måske gav det lige en hel masse regn? Eller måske gik der lige 14 dage mere af sæsonen?
Plantefarvningen har sit eget liv.
For mig er det helt magisk - og den allerstørste grund til, at jeg stadig synes plantefarvning er noget af det mest betagende i verden.