Hvad kan man finde i tomme skabe?

Jeg står og stirrer fortabt ind i køkkenskabet. 
Opdager, at jeg er faldet i staver med hånden hængende i luften. 

Så griner jeg lidt af mig selv, og går igen ind til bordet for at arbejde videre. 

Men så opdager jeg pludselig at jeg sidder med Instagram i hånden i stedet for, og formålsløst scroller gennem rullen af billeder, som jeg alligevel ikke kigger på. 
Hov? 

Men jeg skulle forresten også lige på toilettet. 
Og mens jeg er derude kan jeg vel egentlig lige så godt plukke de der øjenbryn? Måske skulle jeg også lige gøre håndvasken ren, når jeg nu alligevel var igang? 

Nej, vent? 
Jeg skulle jo noget andet? 

Jeg går nedenunder igen. Og åbner det præcis samme skab som før, og står igen og leder efter noget, jeg ikke ved, hvad er... 

Hvordan har du det med at slutte ting af? 
Grunden til at jeg spørger er selvfølgelig - at jeg selv har det RÆDSOMT med afslutninger. 
Helt igennem rædsomt. 

Kan du genkende min historie ovenover? 
Det er ikke løgn - det er sådan jeg har gået rundt om mig selv i flere dage i den her uge...  
 
Min egen underbevidstshed har en sublim evne til at spænde ben for mig, på ganske udspekulerede og raffinerede måder, når jeg nærmer mig afslutning på diverse projekter. 

Det er med meget, meget tunge skridt jeg bevæger mig. 
Hvis jeg da overhovedet bevæger mig!

I stedet, så havner jeg med støvsugeren eller instagram i hænderne, eller står og glor tomt ind i køleskabet. 
 

Jeg ved godt, hvad min underbevidsthed har gang i. 

Den passer i virkeligheden på mig, ik!? 
For den ved, hvorfor jeg er så skide bange for afslutninger. 

Det er helt basalt psykologisk; jeg har haft nogle ret radikale afslutninger tæt inde på livet. 

I mit liv har afslutninger været det samme som flytninger. Skilsmisse. Depression. Død. 

Og min kloge - men naive - underbevidsthed prøver bare på bedste måde at holde mig væk fra de gamle, genkendelige faresignaler. 
Den prøver på at beskytte mig mod alle de negative reaktionsmønstre, og den angst som den er bekymret for følger med, når ting slutter. 

Jeg har brugt meget, meget lang tid på at fortælle min underbevidsthed, at der ikke er noget at være bange for. Mere. 
Der er ingen, som dør. Jeg skal ikke skilles eller flytte. Der er ikke nogen, som holder op med at elske mig. 
Jeg skal jo bare gøre et kursus færdig, ik?!

Jeg er stadig kun ved at lære det!

Sidste år udgav jeg min første strikkebog, og jeg var - vitterligt - ved at dø af angst og bekymring flere gange undervejs. 
Det blev en ren overlevelses-ekspedition at få det projekt gjort færdig. 

Til sidst handlede det ikke længere om at lave en bog - det handlede om at vise mig selv, at jeg ikke DØR af at gøre noget færdig og lægge det fra mig. 
Og heldigvis var det dét der skete. 

Jeg døde ikke. 
Jeg mistede ikke nogen, som holdt op med at elske mig. 
Jeg gik IKKE ned med stress. 

Tværtimod! 

Så opdagede jeg, at jeg LEVEDE! 
Jeg FIK stolthed og kærlig anerkendelse fra de mennesker, som er mine. 
Jeg VOKSEDE!

Men det havde jeg aldrig opdaget, hvis ikke jeg havde kæmpet mig igennem. 

Så min underbevidsthed har haft paraderne oppe hele den sidste uges tid. Og kastet mig hovedkuls rundt i overspringshandlinger. 
Men jeg ved godt, at den bare har været bange. Én succes gør jo ingen til mester, siger den til mig. Så jeg må hellere passe på - stadigvæk. 

Men jeg har aet den lidt med hårene, og givet den små belønninger, når det har føltes allerværst. 
Og så har jeg sat mig tilbage til computeren, og arbejdet videre på at få mine ting gjort helt færdig. 

Og det behøvede min underbevidsthed jo slet ikke være så bange for, vel. 

Jeg satte det sidste punktum i forgårs, og fejrede afslutningen på et solidt stykke arbejde med et ordentlig glas champagne!