En VILD beslutning!

Kæreste kreative ven!

Jeg får altid et sug i maven på denne tid af året, hvor de sidste dage så småt rinder ud.

Hvad brugte jeg mit år til?
Fyldte jeg tiden ud?
Var jeg tilstede med alt hvad jeg har?
Skabte jeg nok? Skabte jeg mig overhovedet?

Kan man måle sit liv i fylde - i stedet for tid?

Jeg har fyldt mindre i de sidste måneder af året, end jeg har været bekendt.
Siden jeg afsluttede børnebogen i august har jeg.... well, jeg har faktisk ikke rigtig kunne mærke en skid, for at være helt ærlig.

Længe har jeg ventet på at min kreative energi skulle vende tilbage.

Det er ikke ualmindeligt, at jeg får døde perioder, hvor mit system trænger til en puster.
En lille pause ovenpå et hektisk forløb. En stund til at tænke og smelte, efter en tid, hvor mit liv har været fyldt til randen.

Men denne gang har været anderledes.
Måske fordi bogens fylde var anderledes end noget andet projekt, jeg nogensinde har gennemført?

Når jeg sidder stille og smelter, så er mine hænder sjældent rolige. De er altid i gang med et strikketøj - sådan noget af dét, som ikke kræver den store tankevirksomhed.
Og ganske langsomt plejer mine tanker at følge med mine hænder - efterhånden som jeg har smeltet nok, og min energi vender hjem.

Men ikke denne gang. Ikke endnu.
Jeg har strikket og smeltet og pustet og strikket.
Siden august.

Og der er stadig ikke 'hul igennem'. Ikke helt, endnu.

Instinktivt mærker jeg, at svaret ligger et andet sted.
Denne gang kræver det andre metoder at finde tilbage til mit flow.

Jeg bliver nødt til at kickstarte min kreative energi, hvis ikke jeg skal sidde her og mærke 'ingenting' for evigt.
En idé. Et projekt.
Noget, der skal få mine hjerneceller til at gnistre med uventede udfordringer, og genstarte systemet.

Drastiske tider kræver drastiske metoder!
Derfor har jeg givet mig selv den sværeste, kreative udfordring, jeg nogensinde har fået:

Hver dag i 365 dage skal jeg skrive en fortælling.
Hver dag.
365 dage!
Et helt år i historier.

Jeg er allerede ved at gå baglæns af skræk over omfanget af denne udfordring.
Det er også derfor jeg skriver det til dig lige nu, min kære ven - så du har hørt jeg har sagt det, så jeg er forpligtet på mit løfte!

Rammerne for min udfordring er ret enkle:
- Historierne skal fortælles og deles på Instagram
- Hver historie skal ledsages af et billede, men billedet er ikke det væsentligste
- Det SKAL være en historie, som jeg finder på den samme dag.


Jeg mærker helt instinktivt, at det er den rigtige vej at gå.
Også selvom jeg ryster på hænderne af skræk for at gå derhen.
Men vejen er ligetil.
For at finde tilbage til noget, som jeg tabte et sted undervejs.
Noget glæde ved at skrive. Noget spontant. Noget galskab.

Jeg skal finde tilbage til min fylde. Længe nok har jeg ventet!


Kæreste ven.
Jeg forventer ikke af dig, at du skal gøre det samme.
Det er helt skørt, og jeg kunne aldrig finde på at stille den slags krav til dig!

Men jeg vil gerne have lov til at spørge dig alligevel:

Har du fyldt det du skulle i år?
Har du været tilstede i dit liv med det som du gerne ville?

Og hvad skal der til, førend dit liv fylder det, som det skal?


Jeg kender ikke dine svar!
Dem kender kun du.
Hvis du har lyst til at dele dem med mig, så vil jeg glæde mig til at høre dem.

Og ellers - så vil jeg blot ønske dig en vidunderlig afslutning på 2017.
Det har været et helt skørt år.
Men noget siger mig, at 2018 bliver endnu vildere - hvis vi giver det lov ;-)