I Knit so I don’t kill people

Vi ligger i flytterod.

Alt er i bunker og kasser. Ingenting er som det plejer.
Et helt nyt hus, hvor alting endnu er ukendt.

Nye lyde.
Nye naboer.
Nye vaner.

Det hele er nyt, og det er super spændende.
Men hold kæft, hvor er det også forvirrende.

Laurits på 4 faldt i går i søvn med ordene: "Det her er et dumt hus. Jeg vil hjem igen til det rigtige Horsens".

Lille pus.
Det er jo ikke fordi han synes huset er dumt, men fordi han også bliver forvirret over alle de nye ting i vores liv, som vi skal lære helt forfra.

Jeg forstår ham så godt. Min hjerne bliver også udmattet og forvirret over alle de nye indtryk. Og jeg er endda voksen og bedre rustet til at håndtere uforudsigelighed.

Men jeg skal også passe på, når tingene roder.
Rod og uro er fedt og sjovt og spændende - til en vis grænse. Herefter bliver det bare opslidende og forvirrende.
Og så begynder min kreativitet at smuldre, fordi jeg mister overblikket.

Måske har du også prøvet det?

Jeg har fundet en løsning, der virker for mig. Jeg strikker - selvfølgelig!

Det havde du formentlig gættet, hvis du har den mindste smule kendskab til mig og min passion for garn.
Men det er ikke en selvfølge at jeg strikker i både 'medgang og modgang'.
Det er nemlig mange gange min strikke-mojo, der er det første der ryger, når jeg bliver stresset.
Jeg kan nærmest bruge min mojo som barometer for hvordan jeg har det.
Når jeg er glad og lykkelig, så strikker jeg på livet løs og sprudler af ideer.
Når jeg ikke orker at strikke - så er det fordi, der er noget galt.

Men løsningen er strik.
Nemt, overskueligt strik uden alt for meget tænkearbejde involveret.
Bare lidt strik for at holde mine hænder og min hjerne i gang. Mental ro. Fysisk ro.
Velvære.

Det giver mig næring at strikke. Det er dér jeg finder roen og tid til forybelse - især, når alting er kaos omkring mig.

Så jeg strikker stilfærdige klude til vores nye køkken.
Nemme, overskuelige, kvadratiske klude. Jeg gider ikke engang afprøve nye mønstre eller teknikker.

Kludene tjener selvfølgelig et formål i sig selv - men mest af alt er de lifesavers for min hjerne (og for resten af familien, tø hø...)

Jeg strikker fordi jeg er! Og nogen gange også for ikke at slå andre ihjel ;-)