Forankringsparat

Der er nogle værker, der føles helt lette og svævende. De kommer helt let ind ad døren, og giver nærmest bare sig selv. Sådan nogle værker føles som en solrig sommerdag, hvor alting gror eksplosivt.

Sådan et værk er ‘Forankringsparat’ ikke.
Tekstilværket føles mere som en tåget dag i engen, hvor man tror man kender vejen, og alligevel pludselig bliver i tvivl om, hvor man er.

Forankringsparat begyndte sit liv, som alle mine værker:

På store spoler, som jeg har reddet ud af bagdøren på en stor tæppefabrik.
Garnet er altid helt krøllet, når jeg vinder det op. Så får det lov til at hænge i de store garn-fed, indtil tyngdekraften og luftfugtigheden har foldet fibrene lidt mere ud.

Det er altid helt magisk, når jeg skal farve garnet - især til de større værker.
Jeg tager altid lidt tilløb. Tænker (lidt) meget over, hvordan jeg kan lykkes med at ramme dé farver, jeg drømmer om.
Men plantefarvning er også en meget ydmyg proces:
Når man arbejder med natur, så bliver man nødt til at danse som naturen gør. Det er aldrig mig, der bestemmer, jeg bliver bare nødt til at følge med, når den gør noget - og uanset hvor meget jeg tror det er mig, der bestemmer, så er jeg i en konstant bevidsthed om, at det forholder sig modsat.

Naturen har sin helt egen tid, og sit helt eget tempo.
Den er klar, når den er klar. Og den ved ting, som jeg aldrig kommer til at forstå. Det er hele magien i den dans, vi langsomt danser.

Med dette værk ønskede jeg at indfange konturerne af et helt særligt sted, jeg har utrolig kær. Det er et sted, jeg kommer ofte og går ture, enten alene eller sammen med min mand. Det føles som hemmeligt sted, hvor himlen og fjorden mødes. Hver eneste dag er forskellige derude, men alligevel er det altid den samme tyste følelse, der rammer mig. Naturen er på en måde lidt større derude, og jeg finder altid ny inspiration på mine ture.

Mit ønske var at indfange lyset og fjordens glimt, som det kan føles på en smuk og solrig sommerdag, hvor vandet er helt stille.

Men det garn jeg trak op af gryderne var en helt let og tåget lys brun, og den indigoblå blev sart og føltes visse steder næsten gennemsigtig.
Det var slet ikke dét, jeg havde forestillet mig!
Det føltes meget mere som en tåget dag i engen, og der var langt fra den helt rene hav-blå, jeg drømte om, til det garn, jeg stod med i hænderne.

Og sådan er naturen lige så foranderlig, som den er forudsigelig.
For i virkeligheden har jeg haft mange flere tågede dage end solskin - derude i mit hemmelige sted, hvor himlen og fjorden mødes.
Den tanke gjorde mig glad, og det føltes næsten som om garnet og farverne havde sin helt egen agenda. De smukke solrige dage er vidunderlige. Men de tågede dage er om muligt endnu smukkere?

Værket blev slet ikke de farver, jeg havde forestillet mig. Og sikke da en vidunderlig overraskelse, at det blev noget helt andet.
Naturen har sin egen tid og sit eget tempo. Farverne ville noget helt andet end jeg vilel, og min opgave er at lytte - og lærer!

Tekstilærket blev monteret på et kobberrør, som jeg har slebet helt blankt og gyldent, og alle enderne blev omviklet med en helt hvid, ufarvet uldtråd for at forstærke den tågede følelse.

Værket blev sendt afsted på udstilling i Aarhus, og jeg følte det var afsluttet dér.

Men Forankringsparat blev ved med at pusle i mine tanker.
Det blev hængt på lager og fundet frem igen. Det kom med hjem og hang i min egen stue for en tid - og hele tiden følte jeg, at der ligesom var…noget.

Det var ikke helt færdig-forankret, gik det endelig op for mig.
Værket var ikke færdig endnu.
Og JEG var ikke færdig med at tænke over de tågede dage i engen, og hvordan sådan et værk kan leve sit helt eget liv.

Jeg tog værket med ud i mit skovhus igen, og det var først efter at have kigget på det i flere dage, at jeg endelig begyndte at filtre ud i både de mat-tågede fibre og mine egne tanker, at den rigtige idé endelig indfandt sig.

For der er noget med den tåge dér. Den måde, den folder sig rundt om alting og kysser huden, og gør alting mere dæmpet, og alligevel så meget tydeligere.
Der er noget med de farver, som man husker med sin erindring, men som aldrig er sådan i virkeligheden. Der er noget med blå, der aldrig helt er blå - og brun, der aldrig helt er kun brun.
Naturen forundrer mig - og min egen måde at opfatte naturen forundrer mig endnu mere.

Det blev aldrig en solskinsdag.
Det blev til gengæld en tåget dag, hvor man kan mærke sig selv en smule mere tydeligt. Forankret, forevigt.

Og det er jeg faktisk utrolig taknemmelig over, at jeg fik lov til at lære af dét værk.